- “On a day like this” – Debut-cd fra Kirstine Birk ude 06.06.06.
Sangerinden og sangskriveren Kirstine Birk, 33 år, er aktuel med sit debutalbum ”On a day like this”. Til trods for at hun er en kendt figur i det århusianske sangskrivermiljø, er hun stadig lidt hemmelig på landsplan, men nu kan alle få afdækket en del af sangerindens personlige univers. Med denne cd åbnes døren på klem til hendes hjem og hjerte, hvor både country, folk og pop har fået plads. Det er blevet til 12 umiddelbare og alligevel eftertænksomme sange med rødder i singer/songwriter genren.
- Jeg søger at være nærværende og mane til eftertænksomhed på en popsangs længde af cirka tre et halvt minut! Det er måske meget at forlange af lytteren, men ikke desto mindre min ambition. Min verden er ikke Berlin eller London, men derimod en baggård i Århus C. Her er mine rammer, og det er herfra jeg observerer verden, så mine sange bliver nødvendigvis præget af det liv, hvor jeg prøver at fastholde langsomheden ved at tage hverdagen under lup, siger Kirstine Birk.
Albummet er indspillet og produceret sammen med Boe Larsen i hans Millfactory studie i København fra juni 2004 - august 2005. Den nyeste single ”Meet Me Here” har Kirstine Birk allerede optrådt med live på diverse sangskriverscener rundt om i landet, samt på den legendariske Kashmir Klub i London. Singlen ”Too many secrets” har ligget i rotation på P4 siden november 2004.

